Thomas Kjær laver det 3. ascent af Luftig Kö til Nålens Öga (8B+)

Thomas Kjær laver det 3. ascent af Luftig Kö til Nålens Öga (8B+)

"Når man skal skubbe sin egen grænse, er det altafgørende, at man har det mentale game til at overbevise sig selv om, at man er dygtig og stærk nok til at performe bedre, end man tidligere har gjort," fortæller Thomas.

Teenagedrøm, der blev til virkelighed

I weekenden lykkedes det Thomas Brandt Kjær at klatre den boulder, han har drømt om at klatre, siden han for første gang stod over for den som teenager.

"Jeg så boulderen for første gang, da jeg var oppe og prøve nogle af de andre linjer på Hultastenen. Det er nok for 5-6 år siden, hvor linjen endnu ikke var klatret, og hvor jeg slet ikke var i nærheden af at have niveauet til at klatre den," siger Thomas.

Det var dog først i efteråret 2021, at det endelig kunne lade sig gøre for Thomas at prøve kræfter med linjen for første gang.

"Jeg prøvede den i en brændende varm og svedig session i fuld sol. Det ledte selvfølgelig ikke til de store resultater, men allerede en måned efter, var jeg tilbage og havde en night session i minusgrader, hvor jeg i andet forsøg fra bunden faldt i den allersidste bevægelse."

Med denne hurtige progression konkluderede Thomas, at han havde en reel chance for at gå boulderen.

"Og det fik mig allerede til at drømme om at starte boulderen helt nede fra bunden af taget" siger Thomas.

Billedet er taget af Mikkel Lima (2022)

En helt særlig boulder

Hultastenen er én fritstående, stor sten, der er spækket med både lette og svære linjer. Stenen står i Skåne og huser den allerførste, etablerede 8B+-linje i hele Skåne.

"Boulderen er speciel, fordi at klippekvaliteten er den bedste, jeg har klatret på i det sydlige Sverige. Derudover er linjen efter min mening en af de flotteste i Skåne som effekt af, at areten er skåret skarpt og er positioneret som centrum i landskabet, da den ligger ud til en flot, åben mark," siger Thomas.

Luftig Kö til Nålens Öga blev første gang klatret af svenske Erik Bäcklin i 2019 efter at have stået som et projekt gennem flere år. Siden blev den repeteret af Carl Nilsask i 2021. I weekenden fik den så sit allerførste danske tick, da Thomas lavede det tredje ascend.

"Linjen starter halvvejs ude på den flotte arete og følger nogle meget dårlige højrehåndsgreb, som kun er mulige at holde, fordi der er nogle okay crimps inde under taget, som man kan skabe kompression med" forklarer Thomas om linjen.

Ifølge Thomas er der dog stadig en oplagt lavere start, der ikke er blevet klatret endnu, men som han nu drømmer om at kunne sætte sammen en dag.

"Fordi der faktisk er greb hele vejen ud i taget, er det faktisk yderst oplagt at starte helt fra bunden af taget, hvor man så klatrer noget i omegnen af 8A+/8B for at komme ind i startgrebene af Luftig Kö til Nålens Öga. Man må nok forestille sig, at dette ikke er blevet gjort endnu, da den samlede grad så kommer til at ligge omkring 8C."

Se alle linjerne på Hultastenen her: https://27crags.com/crags/hulta/description

Billedet er taget af Mikkel Lima (2022)

Det mentale game gør forskellen

Thomas' anden session på boulderen gik så ekstremt godt, at han tog hjem og afskrev boulderen som et stensikkert send, der helt sikkert ville gå ned næste gang, han skulle over og prøve den.

Men efter tredje session blev Thomas usikker på sig selv. Fordi han havde haft en så god start på processen, så var det som om, at det kun gik ham dårligere og dårligere for hver gang, han prøvede den igen.

"Da jeg kom tilbage til tredje session og følte, hvor svær boulderen rent faktisk var og alting ikke lige klikkede, så var det som om, at den selvsikkerhed, man normalt skal have for at klatre på sit højeste niveau, tog et ordentligt slag. Hver gang jeg så kom tilbage i de efterfølgende sessions og ikke kunne gøre det bedre end i min anden session, så blev den selvsikkerhed mindre og mindre. Det resulterede således i, at jeg ikke levede op til mine egne forventninger og nærmest følte, at jeg blev dårligere og dårligere."

En helt afgørende samtale og et skift i mindset

I slutningen af Thomas' ottende session på Luftig Kö til Nålens Öga, gik det op for ham, at han havde travlt, hvis han skulle nå at klatre linjen inden det blev for varmt, og han måtte vente helt til næste sæson.

"Det gik op for mig, at jeg seriøst skulle steppe mit mentale game op. Så til min niende session havde jeg forberedt mig på at lægge alle forventninger fra mig, og bare tage op til Hultastenen sammen med Benjamin Renard for at nyde de fede bevægelser linjen har at tilbyde og bare have det sjovt," fortæller Thomas.

Men efter de første forsøg kunne Thomas igen mærke presset, der kom fra ham selv. Det samme kunne vennen Benjamin. Derfor begyndte de to en samtale om, hvor presset kom fra.

"Vi snakkede om, hvorfor jeg havde givet denne sten en eller anden forhøjet status i mit hoved. Jeg besluttede mig derfor inden ascendet - fuldstændig ligeglad med om jeg nu ville lave den eller ej - at det nok skulle gå alligevel."

Og det skift i mindset skulle vise sig at have den helt rigtige effekt.

"Og inden jeg vidste af det, havde jeg udført noget af det mest mentalt rene klatring, jeg nogensinde har gjort, og stod som konsekvens heraf på toppen af en af mine drømmesten i den smukke og vindstille svenske nat under en stjerneklar himmel."

"It's all in your head"

Det er måske en kliché-agtig sætning, og vi har alle hørt det før.

Denne beretning fra Thomas handler om klatring i et verdensklasseniveau som det kun er få, der har indsigt i. Men ikke desto mindre er pointen overførbar til alle klatrere uanset niveau.

"Når man skal skubbe sin egen grænse, er det altafgørende, at man har det mentale game til at overbevise sig selv om, at man er dygtig og stærk nok til at performe bedre, end man tidligere har gjort. Har man ikke denne tillid til sine egne evner, vil jeg tro, at det næsten er umuligt at skubbe grænserne for ens fysiske præstation" siger Thomas afslutningsvis.

Her fra redaktionen skal der lyde et stort tillykke og godt gået til Thomas. Derudover siger vi tak for at give denne indsigt i processen og de tanker om det mentale game ved projektklatring videre til alle os andre.

Billedet er taget af Mikkel Lima (2022)