BOULDER CUP afdeling #1 i NKK

BOULDER CUP afdeling #1 i NKK

Lørdag d.12 Marts lød startskuddet til Dansk Klatreforbunds årlige Danmarksserie i bouldering. Med onsightformat skulle konkurrencen forberede både junior- og seniorklatrere på de Nordiske Mesterskaber den efterfølgende weekend. Det blev til en overlegen sejr på kvindesiden og en benhård og alt for svær herrefinale, der blev helt tæt.

Anton topper. 📷 Benjamin Salka

Onsightformat kræver skills og forbereder atleter til internationale konkurrencer

Den første afdeling, som fandt sted i Nørrebro Klatreklub, foregik med onsightformat i både kvalifikations- og finalerunden.

At kvalifikationen foregår i onsightformat er en anelse atypisk for de danske konkurrencer, der hovedsagligt benytter totalboulderformatet i kvalifikationsrunden.

Dette format kræver, at klatrerne er gode til at læse problemerne, bruge kreativitet og selvfølgelig at eksekvere under tidspres.

Derudover er det god træning for de danske atleter, da det også er onsightformat i kvalifikationsrunder og semifinaler ved internationale konkurrencer.

Ruterbyggerteamet bestod i denne omgang af Mikkel Exner, Nikolaj Struntze, Nikoline Øhrstrøm, Niklas Nielsen og Frede Rasmussen.

Jonas Ryttov Pedersen 📷 Carsten Lau Isaksen

Stærkt fremmøde på herresiden


Feltet på herresiden var spækket med dygtige og stærke klatrere. Stort set hele favoritfeltet var til stede, hvilket lagde op til en spændende start på konkurrencesæsonen.

Udover den stærke trio af Anton Young Hong Nielsen, Theis Elfenbein og Frederik Viberg, var også Thomas Brandt Kjær til stede efter en længere pause fra konkurrencescenen.

Samtidig var en del af de stærke juniorer, der efterhånden ligger lige i hælene på seniorerne, mødt op.

Efter kvalifikationsrunden var det da også de fire favoritter, der indtog topplaceringerne, men med i finalen kom også Mathias Rask Junker og Jonas Ryttov Pedersen.

Ariana i finalen. 📷 Benjamin Salka

Benhård herrefinale

Rutebyggerne havde skruet en benhård og ubarmhjertig finalerunde, hvor det kun blev til to toppe.

Disse kom fra Anton og Theis, der toppede den samme blok i samme antal forsøg og som derfor skulle skilles på antal zoner. Her fik Theis tre, én mere end Antons to, hvilket sikrede ham sejren.

Da ingen andre fik en top og flere atleter stod lige med to zoner, blev fordelingen af tredje, fjerde og femtepladsen afgjort af forsøg på zoner.

Her havde Jonas færrest foran Thomas og Frederik, så han sikrede sig dermed den sidste podieplads.

Clara på sidste blok i finalen. 📷 Benjamin Salka

Kvindefinale fyldt med junior- og youthklatrere

Kvindefeltet var præget af et tyndt seniorfelt med blot fire deltagere, men et solidt fremmøde fra junior- og youthatleterne.

Både Katrine Vandet Salling og Gaia Rebecca Toft-Lauritzen var på deltagerlisten, Gaia med en stærk præstation fra NM 2021 i bagagen og Katrine som forsvarende danmarksmester.

Rio i kvalifikationen


Overlegen sejr til Katrine

Junior og Youth atleterne blev stærkt repræsenteret i finalen, med to juniorer (Anine Hjorth Alstrup og Annika Lorentzen) og to Youth B klatrere (Rio Jacobi og Clara Nygaard-Stricker-Petersen).

Derudover bestod finalefeltet af Katrine Vandet Salling og britiske Pippa Watkin.

Modsat herrernes top-fattige finale så alle problemerne hos kvinderne mindst én top. Kun Katrine formåede dog at lave alle fire blokke uden problemer og sikrede sig dermed en overlegen sejr og 100 point til forbundets rangliste.

De resterende pladser i finalefeltet var meget tætte. Anden- og tredjepladsen kunne hverken afgøres på antal toppe, antal zoner eller forsøg på toppe, så det blev to forsøg på zoner, der adskilte Rio Jacobi (andenplads) og Pippa Watkin (tredjeplads)[1].


  1. Rangering bestemmes af først (1) antal toppe (2) antal zoner (3) antal forsøg på toppe og sidst (4) antal forsøg på zoner. Hvis ikke det er muligt at afgøre efter disse fire parametre, er tiebreakeren bedst placerede fra sidste runde. ↩︎

Thomas Brandt Kjær på 3. finaleblok. 📷 Benjamin Salka

Nordiske Mesterskaber lige om hjørnet


Alt i alt satte årets første afdeling af danmarksserien i bouldering scenen for resten af sæsonen på interessant vis!

De Nordiske Mesterskaber skulle afholdes i Göteborg i den efterfølgende weekend!

Det skulle derfor blive spændende at se, hvordan de bedste danske atleter i både junior- og seniorklasserne ville klare sig mod Sverige, Norge, Finland og Island. Artikel kommer snart...

Seniorkvindepodiet. 📷 Benjamin Salka

Samlede finaleresultater:

Kvinderne
1.Katrine Vandet Salling.
2.Rio Jacobi.
3.Pippa Watkin.
4.Clara Nygaard Sticker Petersen.

Herrerne
1. Theis Elfenbein.
2. Anton Young Hong Nielsen.
3. Jonas Rytter Pedersen.
4. Thomas Brandt Kjær.
5. Frederik Viberg.
6. Mathias Rask Junker.

Seniorherrerpodiet. 📷 Benjamin Salka