B&W CUP afdeling #1

B&W CUP afdeling #1

Årets første nationale konkurrence blev skudt igang tilbage d. 5 marts, da Dansk Bjerg- og Klatreklub afholdt den første afdeling af B&W-cuppen. Det blev en spændende konkurrence med en overlegen sejr på herresiden og med en dramatisk kvindefinale, der fik altafgørende betydning for podieplaceringerne!

Ét år, to vindere og fire konkurrencer

Denne Cup er blevet afholdt hvert år siden 2015 og har, til trods for forskellige rækkefølger og koncepter, altid bestået af to rute- og to boulderkonkurrencer.

De sidste 2 år har cuppen desværre været lidt amputeret på grund af coronarestriktionerne.

I 2020 blev der kun afholdt 2 afdelinger af B&W Cup, med én leadkonkurrence i starten af året og én boulderkonkurrence i slutningen. I 2021, blev der afholdt 1 konkurrence - dette var også en boulderkonkurrence.

Alt tyder dog på, at alle afdelinger vil blive afholdt. Vi ser derfor meget frem til at se, hvilke atleter, der året igennem holder det sammen og løber med æren som de samlede vindere og dermed får deres navne indgraveret på den sagnomspundne vandrepokal!


Årets første lead-konkurrence

Årets første afdeling af B&W CUP var således første lead-afdeling siden starten af 2020 - lige før første nedlukning.

Konkurrencen bestod af en totalrutekvalifikation med 16 ruter og efterfølgende finale for de seks bedst placerede (og ét wildcard).

De tilmeldte var opdelt i to heats, et koncept, der blev taget i brug året forinden grundet coronarestriktioner, men samtidig også løser den stigende udfordring med pladsmangel under selve konkurrencen.

Kvalifikationen til B&W CUP #1 2022

Stor aldersspredning i dramatisk kvindefinale

Kvindernes finalefelt bød på det største aldersspænd, hvor de yngste atleter var mellem 14 og 15 år, herunder Clara Sticker Pedersen, Emmelie Conders og Kamille Windsløv Wied, der trak Wildcard, mens alderspræsidenten var den tidligere danske mester Stine Østergaard.

Bonus fact: Stine Østergaard er indehaver af hele ni danmarksmestertitler, fire i ruteklatring og fem i bouldering, og er dermed sammen med Robin Vickery de to danskere med flest DM-titler.

Kvindernes finale bød på kontinuerlig udholdenhedsklatring med masser af højrisikobevægelser. Set udefra virkede ruten en anelse for svær og mange af finalisterne faldt af på den første halvdel.

I sidste ende var det erfaringen og mange år på toppen af dansk klatring, der trak guldet med hjem, og Stine Østergaard kan derfor tilføje en B&W cup-titel til sin efterhånden meget lange liste af vundne konkurrencer.


Det skal nævnes, at Emmelie faktisk kom længst på finaleruten. Dog fik hun ikke klippet en slynge markeret med X (hvilket betyder at slyngen senest skal klippes fra det markerede greb) og blev derfor, efter reglerne, kun givet point til dette sted.

En ærgerlig situation for Emmelie, som ellers ville have vundet sin første seniorkonkurrence. Emmelie viste dog storform, og vi er sikre på, at det unge talent kommer til at tage revanche.  

Nea Herforth i spotlight på kvindernes finalerute

Herrefinale med veteraner, talenter og stærke boulderdrenge

Herrenes finalefelt var mere homogent i forhold til alder, men spændet var dog stadig stort og talte fra Youth A atlet Magnus Sierslev til danmarksmester anno 1994 (og otte gange mere frem til 2015) Robin Vickery.


Herrenes finalerute var i denne omgang mere "oldschool" i sin opbygning, og der var således færre højrisikobevægelser og i stedet mere fysik og flere små crimps - dog uden at være for ensartet.

Jack Lindvall fra Göteborg, som efter kvalen lå lige ude for finalefeltet, men som kom med i finalen på et wildcard, startede som første klatrer på finaleruten, og klatrede med stor selvsikkerhed og faldt i rutens andet crux.

Nicolas Tomkins og Thomas Kjær var hurtige til at lægge sig i spidsen og faldt begge cirka to tredjedele oppe af ruten.

Robin klatrede bunden i overbevisende stil, men måtte se sig pludseligt slået, tydeligt frustreret, da hans fod gled på vej ind i rutens andet crux.

I sidste ende løb Magnus med sejren. På trods af, at det så ud til at blive en tæt kamp om skamlens tre trin, så endte Magnus med at klatre hele fem bevægelser foran Nicholas, der endte på andenpladsen. Det må siges at være en overbevisende sejr.

Vinderne af B&W CUP #1 2022

Podiet:

1. Stine Østergaard

2. Nea Herforth

3. Clara Stricker Petersen

1. Magnus Sierslev

2. Nicholas Tomkins

3. Thomas Brandt Kjær

Find øvrige resultater samt rangliste her: https://www.facebook.com/events/645753486719690