Dansk Udendørsruteklatring anno 2022

Dansk Udendørsruteklatring anno 2022

Hvem har rykket grænserne for ruteklatring på klippe de sidste par år? Vi har samlet op på de hårdeste ascends og giver dig her et overblik over rutescenen i Danmark anno 2022!

Mens bouldering, både indendørs og udendørs, har været og stadig er under massiv udvikling, har det stået mere stille på den danske udendørsrutescene.

Ruteklatring er ikke lige så let tilgængelig som bouldering. Især udendørs stiller ruteklatringen større krav til udstyr og uddannelse i sikringsfærdigheder. Derudover er det for klubberne langt sværere at finde lokaler, der har den påkrævede vertikale kapacitet til ruter, og det er en større og mere usikker investering end en boulderhal.

Ruteklatring på klippe er for mange (især nyere) klatrere også en mere intimiderende disciplin end bouldering. Måske vil klatringens popularitet bl.a. af disse grunde manifestere sig i ruteklatringen med en vis forsinkelse i forhold til bouldering. I så fald går ruteklatringen nogle spændende år i møde, hvor flere og flere bevæger sig ud på klippe for at forsøge sig på reb og nye ansigter dukker op i den pt. lille elitegruppe.

Mens vi venter på at se hvad fremtiden bringer for ruteklatringen, kigger vi her tilbage på højdepunkter i disciplinens nyere historie. Vi kigger på de ruter, som har set danske ascends og de personer, der har toppet dem.

Natacha Niviarsiaq Jagd

Danmarks mest erfarne kvindelige klippeklatrer, dronningen af den danske udendørsruteklatring. Natacha er den eneste kvinde, som har klatret 8c og 8b+ og har samtidig en solid mængde andre ottendegradsruter på sin efterhånden spækkede tickliste.

Hendes ascend af Klondike Cat 8c, i tyske Frankenjura i 2017, er det hårdeste tick af en dansk kvinde nogensinde. Natacha har ikke ligget på den lade side de sidste år. Det er ikke blevet til flere 8c'ere, men til gengæld har hun udvidet sin gradspyramides midte ved at lukke hårdt i bl.a. spanske Terradets og tyske Frankenjura, ved siden af sine studier i Odense.

For ikke at lave denne liste alt for lang, for der er mange, så kommer her nogle af de ekstra fascinerende ascends fra de sidste par år:

  • Golpe de gas 8b (Terradets)
  • Hänsel Ohne Gretel 8b (Holzgauer Wand)
  • Respektlos 8b (Frankenjura)
  • Odysseus 8b (Nassereith)
  • Konkret 8a+ (Hylteberget)
  • Family Affair 8a+ (Geyik Bayiri)
  • Expression bovine 8a+ (Ardeche)
Natacha i flow på Klondike Cat 8c i Frankenjura (2017)

Primula Aalund

Primula Aalund har været med til at skrive overskrifter, siden hun som 13 årig lukkede sin første 8a'er, Le Grand Combat, i det sydfranske klatreparadis Ardeche.

Siden da har Primulas hovedfokus primært været rettet mod nationale og internationale konkurrencer. Men de sidste par år har hun i højere grad skruet op for antallet af dage på klippe.

Primulas hårdeste udendørsrute, Medusas Blood, blev gået i 2018 i Kyparrisi i Grækenland og ticker ind i graden 8b. Dette gør hende til den blot anden danske kvindelige klatrer til at lukke denne grad.

Mellem coronabølger og studielivet er det blevet til mange weekendture til flere svenske klatreområder nær Göteborg. Her har Primula lukket klassiske linjer såsom Madrock 8a i Granitgrotten, Natural Born Killers 7c i Svanvik og Måsen 7c+ i Viks Kile, som gik ned i blot andet forsøg.

Primula hviler på Medusas Blood 8b (2018)

Katrine Vandet Salling

Katrine er hovedsagligt kendt som en konkurrenceklatrer i boulderdisciplinen. Dette har kastet mange podiepladser af sig gennem tiden og udover at være en af de mest vindende danske atleter, er hun den med flest internationale konkurrencer på CV'et.

Da Katrine var yngre, klatrede hun dog meget reb og er stadigvæk ikke bange for at blive pumpet i ny og næ.

I sommeren 2020 lykkedes det hende at afslutte et mellemværende med den franske rute Expression Féline 8a+ i Ardeche, som gennem flere sommerferieture havde været et projekt - små 10 år efter hun lukkede sin første 8a'er Jabot forcer,  j'arrive pas på selvsamme sektor.

Katrine Vandet Salling på Expression Féline 8a+ i Ardeche (2020)

Dagmar Krohn

Et forholdsvist ubeskrevet blad når det handler om klippeklatring, men bestemt ikke i det københavnske indendørsmiljø, hvor hun har haft sin daglige gang i mange år; Dagmar er vendt stærkt tilbage efter en knæskade som bremsede hendes klatring af to omgange.

Så sent som i December 2021 lykkedes det hende at lukke sin første 7c’er, nemlig Coffee Right i det græske klatreområde Leonidio. Insiderviden fortæller os, at Dagmar er mere motiveret end nogensinde for at skubbe sine egne grænser, så forhåbentlig kan vi rapportere om flere flotte toppe fra hendes side de kommende år.

Gaia Rebecca Toft-Lauritzen

Den unge århusianske konkurrenceklatrer Gaia, der i 2021 indkasserede guld i juniorklassen og også tog sølv for seniorerne ved Danmarksmesterskaberne i bouldering, lukkede på en tur til Flatanger tilbage i 2020 ruten Berntsenbanden 7c.

De der kender Gaia og ved hvor dygtig hun er, både på reb og boulder, ved, at der kunne ligge mere gemt i underarmene, så det bliver spændende at se, om hun sætter tid af til ruter på klippe i fremtiden.

Thomas Holm Blaabjerg

Den Københavnbaserede aalborgenser har i flere år fokuseret på ruteklatring, selvom træningen hovedsagligt foregår på en bouldervæg.

I februar 2018 klatrede Thomas ruten Joe Blau på den lange, spektakulære væg i Oliana i Spanien, Danmarks første 8c+ rute. Men Thomas var ikke færdig med Olianas benhårde udholdenhedsruter.

Blot én måned senere skrev Thomas (igen) dansk klatrehistorie ved at færdiggøre sit næste projekt: Joe Cita Danmarks første og eneste 9a-ascend.

Siden da har studielivet lagt en lille dæmper på antallet af dage på klippe, men med korte ture til Sverige, Spanien og Tyskland har Thomas stadig gjort kort proces med ruter i midt/slut ottendegrad.

Nogle nyere ticks:

  • Los últimos vampiros hippies 8c (Margalef, Spanien)
  • El mon del sofia 8b+/c (Siurana, Spanien)
  • Äpplet 8b+ (Edens Lystgard, Sverige)
  • Leroy 8b+ (Granitgrotten, Sverige)
  • Zentrifuge 8b+ (Frankenjura, Tyskland)
  • Pirayaklubben 8b (Hylteberget, Sverige)
Thomas på Joe Cita i Oliana. Danmarks eneste niendegradsrute (2018)

Kenneth Rasmussen

Kenneth har i mange år haft ruteklatring som hovedfokus og afsluttede sin hidtil hårdeste rute i 2018, Los Humildes pa Casa 8b+ i Oliana. Men Kenneth har ikke hvilet på laurbærrene siden da.

Hans fokus er blevet mere ligeligt delt mellem ruteklatring og bouldering, og han har særligt været aktiv i Sverige, men også i det sydfranske område Céüse. Dette har resulteret i mange 8'ere fra Kenneths side, en grad han har etableret sig solidt i.

Et udpluk af de nyeste og hårdeste linjer er:

  • Face de rat 8a+ (Céüse, Frankrig)
  • Eddie 8a+ (Solvik, Sverige)
  • Mumien 8a+ (Solvik, Sverige)
  • Kroppskultur 8a+ (Majoreberg, Sverige)
  • Les Colonettes 8a (Céüse, Frankrig)
Kenneth kæmper mod pumpen på Los Humildes pa Casa 8b+ (2018)

Benjamin Andersson

Benjamin er måske for nogen et nyt ansigt, men han er en stor del af miljøet i Århus. Han er en af dem fra disse kanter, der virkelig er med til at skubbe niveauet, når det handler om ruteklatring.

Inden coronaen ramte fik Benjamin etableret sig solidt i ottendegradsskalaen med ascends af bl.a:

  • Swimming through a shark attack 8a+ (El Chorro, Spanien)
  • Lourdes 8a (El Chorro, Spanien)
  • Trainspotting 8a (El Chorro, Spanien)
  • El latido del Miedo 8a (Abella de la conca, Spanien)

Vi ser frem til at følge Benjamin de næste år!

Martin Munck

Martin Munck er en af de garvede klatrere, der efterhånden meget længe har lukket ruter i den hårde ende og stadig gør det.

På en tur til Geyik Bayiri i Tyrkiet lukkede han sidste år ruten Flame of Fame 8a.

Martin lavede sin første 8a i 2005, så han har nu lavet 8a i hele tre forskellige årtier! Endnu et fint eksempel på, at man i klatresporten kan præstere på højt niveau meget længe.

Det er også værd at nævne hans ascend af Pati pa mi 8b i Siurana i 2017, hvilken han lukkede i bare andet go! Benhårdt klatret!

Gregers Gatzwiller

Gregers har været et af de store navne i dansk klatring i mange år. Både som konkurrence- og klippeklatrer!

I 2013 blev han med Aquaduct i Geyik Bayiri den første dansker til at klatre 8c, kort efterfulgt af Bjørn Iisager.

Udover dette stykke dansk klatrehistorie lukkede Gregers i midten 2010'erne en helt stak ruter i graderne 8a-8c, hvilket stadig sikrer ham en af de bedste danske rute-ticklister den dag i dag.

Efter dette tog han en pause fra den helt hårde ruteklatring. I 2021 blev det på korte ture til Sverige til toppe på to klassiske 8a'ere i Gøteborgområdet: Generalen i Viks Kile samt Hydran i Seglora.

Elias Edvardsen

Elias er en del af en lille skare af danske klatrere, som har bevæget sig ind i slutningen af ottendegradsskalaen.

På en klatretur til Tyrkiet i 2017 klatrede han først ruten Karakurum Highway og lavede derefter et first ascent af Catch the Rainbow begge 8c'ere i området Citdibi.

Catch the Rainbow er stadig det hårdeste FA af en dansker og har set repeats af flere ultrastærke internationale klatrere. Samtidig er han også en af de ekstremt få danskere, som har kunnet lukke ottendegradsruter i første forsøg.

Han har bl.a. onsightet Troja 8a+ og Black Mamba 8a, i henholdsvis Geyik Bayiri, Tyrkiet og i St. Lèger, Frankrig. Troja er, så vidt vi er informeret, Danmarks hidtil hårdest onsight.

Elias har desværre været meget plaget af skader de seneste år, hvilket har forhindret ham i at klatre på sit maks. Vi håber, at han snart kommer sig og kan klatre uhindret igen!

Elias Edvardsen på Harakiri 8b i Citdibi, Tyrkiet. Billede af Jesper Edvardsen (2017)

Magnus Silas Sierslev

Et af de helt store, unge talenter, der allerede har gjort sig bemærket på den danske konkurrencescene, men nu også rykker fra udenfor!

På en tur til Norge i 2021, lykkedes det Magnus at lukke sin første ottendegradsrute, nemlig Normalveien 8a.

Forhåbentlig bliver der tid til flere klippeture mellem konkurrencerne. Derudover håber vi, at Magnus tager alle sine stærke unge venner med udenfor, så flere af de unge indendørscrushere kan klatre nogle hårde ruter!

Har vi glemt nogen?

Vi håber, at dette overblik har efterladt dig med svedige fingre og lyst til at booke din næste, eller første, klippetur. Samtidig glæder vi os til i fremtiden at rapportere om hårde ascends fra de stærke klatrere nævnt her og enhver anden dansker, der lykkedes med hårde toppe.

Har vi glemt en essentiel person eller historisk ascend? Kontakt os på Facebook Instagram eller skriv en mail til lukden@crimp.nu