Mandagsmotivation

I denne omgang skal vi til Norge og se på hårde boulderprojekter samt forbi den verdensberømte Hanshelleren grotte. Derudover står den på 8B+ ascent i Magic Wood fra en af verdens pt. bedste kvindelige klippeklatrere!

Mandagsmotivation
📷 Keenan Takahashi

Thilo Schröter og Tina Johnsen Hafsaas i og omkring Flatanger

EpicTV har udarbejdet en filmserie med de to norske klatrere Tina Johnsen Hafsaas og Thilo Schröter. Der er indtil videre udkommet tre dele i serien, hver med et forskelligt fokus.

I den første del bliver vi introduceret til nogle af områdets hårdeste boulderprojekter. I anden del er Thilo og Tina forbi den verdenskendte Hanshelleren grotte, der bl.a. huser to af verdens sværeste ruter: Change 9b+ og Silence 9c. I tredje del får vi et sjældent indblik i udviklingen af ny klatring ved at se Tina og Thilo finde, rense og klatre nye problemer, mens de udforsker øen Halmøya. Det er ikke de hårdeste boulders, men der kompenseres fint med sublim norsk natur og smukke blokke. Se alle tre episoder her:

Katie Lamb knuser New Base Line

Amerikanske Katie Lamb har de sidste år etableret sig som en af de absolut dygtigste og stærkeste kvinder. Hun er et sjældent eksempel på en rendyrket klippeklatrer, der ikke er til at finde på konkurrencescenen, og hendes fokus på udendørsbouldering har givet pote (hun ligger f.eks. for tiden øverst på 8a.nu's globale boulderrangliste). I efteråret 2021 var hun forbi Magic Wood, her klatrede hun problemet New Base Line 8B+, der efterhånden er blevet en favorit blandt de stærkeste kvinder i verden. Se Mellows video af hendes ascent, der også er krydret med lidt andre sends og video af Keenan Takahashi på Practice of the Wild:

Hvis du er nysgerrig og gerne vil vide lidt mere om Katie Lamb, kan du læse et kort portræt og interview med Katie Lamb her

Vi ses i næste uge til en ny omgang Mandagsmotivation!