Primula Aalund går 8b og 8b+ i Oliana

Primula Aalund går 8b og 8b+ i Oliana

Som den blot anden danske kvinde nogensinde, har Primula klatret en rute i graden 8b+ med sit ascent af Crimptonite. Vi har snakket med Primula om turen, om de hårdeste ruter hun har klatret indtil videre og om, hvordan en anderledes træningsrutine og ny motivation var det, der skulle til, for at hun kunne skubbe sit niveau til nye højder.

Primula klatrer ruten Mishi (8a) Billedet er taget af Toni Mas Buchaca


Alsidig klatring på kalksten i Oliana

På trods af, at det er Primulas første tur til klatreområdet Oliana, der ligger i Catalonien i Spanien, har hun tilpasset sig stilen i området hurtigt.

Oliana er mest af alt kendt for sine 50 meter lange, pumpende kalkstensruter, men ifølge Primula er klatringen meget alsidig i området.

"Overhængende er der nok af, men du skal ikke kigge længe efter lodrette ruter. Det står dig også frit for, om du vil klatre noget cruxet eller kontinuerligt, om du vil holde crimps, pinches eller lidt en blanding af det hele. Det er dog klart en fordel at have en god udholdenhed med hjemmefra," fortæller Primula.

Området huser nogle af Spaniens allersværeste linjer såsom La Dura Dura 9b+, som Adam Ondra og Chris Sharma konkurrerede om at få first ascent på tilbage i 2013.

Derudover er det også her, at Thomas Blaabjerg tilbage i 2018 klatrede Joe Cita og blev den første dansker til at klatre 9a.

Primula i Oliana

Udveksling, rejser og ny motivation

De hårdeste ruter på Primulas tickliste for turen ser indtil videre således ud:

Mishi 8a
Mon Dieu 8a+
De Picos Pardos 8b
Crimptonite 8b+

"Jeg havde helt klart en ambition om, at jeg på denne tur skulle prøve noget sværere, end det jeg før har lavet, og at jeg samtidigt skulle prøve at lukke 8b igen," fortæller Primula.

I modsætning til andre klatreture, havde Primula denne gang ingen anelse om, hvad hun kunne forvente af sig selv.

Hun var nemlig netop hjemvendt fra et halvt år på udveksling i Canada efterfulgt af en turisttur med familien til USA, før hun tog af sted til Spanien.

"Jeg gav selvfølgelig aldrig slip på klatring på noget tidspunkt i denne periode, men jeg har været væk fra mine normale træningsrutiner og i højere grad været optaget af andre ting, såsom at være storbyturist og stå en masse på ski også. Denne tur adskiller sig dog også fra tidligere klatreture ved at være længere, og det har givet mig mulighed for at klatre mig mere i form og få hovedet med mig. For mit vedkommende har en anderledes træningsrutine og en portion nyvunden motivation måske været lige det, jeg havde brug for," fortæller Primula.


Forskelligartede ruter i stil og grad

De tre sværeste ruter (Mon Dieu 8a+, De Picos Pardos 8b og Crimptonite 8b+) adskiller sig ikke kun i graderne men i høj grad også stilmæssigt, ifølge Primula.

"De Picos Pardos 8b havde et ret udtalt crux i starten af ruten, med lange, tunge bevægelser på pinchgreb. Her kom min hofte- og knæsmidighed mig lidt til undsætning, da jeg kunne blive tæt på væggen ved hjælp af nogle dybe kneedrops. Herefter gik det ud på at have kneepadden godt strammet rundt om højre ben for bedst muligt at kunne udnytte kneebar-hvilet inden den mere kontinuerlige topsektion, der nok alene ville have været graderet omkring 7c," fortæller Primula.

Se Primula klatre cruxsektionen på De Picos Pardos 8b her:


"Mon Dieu 8a+ har også en nemmere topsektion sammenlignet med den første halvdel af ruten, men ruten er efter min mening ikke lige så cruxet som De Picos Pardos 8b. Her handlede det for mig mere om at have alle bevægelserne indøvet, så jeg kunne mindske min tid på væggen og dermed også pumpen," fortæller Primula.


Op- og nedture på det sværeste projekt

Den sværeste af de tre ruter, Crimptonite 8b+, og dermed Primulas nye personlige rekord, var mere intens og tog noget længere tid at indarbejde.

"Crimptonite 8b+ havde uden tvivl også et udtalt crux, ligesom De Picos Pardos 8b, men holdt mere på hele vejen til toppen, end hvad min oplevelse havde været på de to andre ruter. Det tog mig nogle forsøg overhovedet at komme op til ankeret ved bare at hangdogge ruten, hvilket kun lykkedes, fordi jeg havde hevet mig forbi samtlige at rutens svære bevægelser. Ikke desto mindre fik jeg et bedre overblikover ruten, og jeg kunne så begynde at arbejde på de sektioner, jeg havde svært ved," fortæller Primula.


Vedholdenhed førte til afgørende gennembrud

På trods af, at rutens navn er Crimptonite, så er cruxet på ruten at holde en sloper med venstre hånd.

"Ved hjælp af et højre heelhook og to nærmest ikke-eksisterende mellemgreb, skal man efter at have taget sloperen gå langt til en højrehånds-sidepull og holde trykket i hælen lang tid nok til at gribe sloperen som en underhånd. Kompressionen mellem de to greb giver det nødvendige overskud til at rykke fødderne ind under sig selv og lave bevægelsen videre til de crimps, som ruten er opkaldt efter," fortæller Primula.

Det var tydeligt, at der var forskel på sværhedsgraderne mellem de forrige ruter og så Crimptonite 8b+, idet det tog Primula væsentlig længere tid at udarbejde betaen og lave bevægelserne på ruten.

Derudover måtte hun også reevaluere betaen i cruxet op til flere gange. Det førte til frustration og fortvivlelse, før det endelige gennembrud kom.

"Efter at jeg én gang havde lavet alle de individuelle bevægelser på ruten, kunne jeg pludselig ikke længere lave cruxbevægelsen med min forrige beta. For mig var dette meget fortvivlende, fordi jeg ikke helt kunne sætte fingeren på, hvad jeg gjorde anderledes, og fordi det rejste tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne lave ruten eller ej. En hel masse vedholdenhed og en del bedre vejr senere, så lykkedes det mig dog igen at klatre igennem cruxet og derfra lave ruten til toppen, hvilket ville sige, at jeg kun havde klatret ruten med ét hæng. At lave mit projekt med ét hæng er for mig et gennembrud, som jeg kan leve højt på længe. Derefter var det for mig blot et spørgsmål om tid, før jeg ville sende ruten," fortæller Primula.

Glæde efter at have klatret fra start til slut! 


Konstruktiv tankegang og en solid plan driver værket

Som klatrer har Primula altid en plan for dagen, men aldrig en stålsat forventning til, hvad hun kan (eller ikke kan) præstere på en klatretur.

"Jeg er nok ikke den mest afslappede klatrer forstået på den måde, at jeg stort set altid har en plan for, hvad jeg gerne vil klatre, inden jeg står ude ved klippen," siger Primula.

"Men jeg er ikke glad for at have alt for stålsatte forventninger til, hvad jeg kan eller ikke kan klatre før en klatretur. Klatring er en mentalt krævende sport, hvorfor det ikke kun er ens fysiske form, der afgør, hvorvidt man kan klatre op til sit topniveau eller ej. Jeg får stadig sug i maven, når jeg klatrer eller skal tage et langt fald. Jeg bliver stadig nervøs, hvis der står mange og kigger på mig, mens jeg klatrer. Jeg mister stadig modet, hvis der er bevægelser, jeg ikke kan lave. Jeg får stadig tankemylder og overspænder i grebene, hvis jeg er tæt på at sende. Til gengæld synes jeg også, at det er naivt at tro, at disse følelser nogensinde kommer til at forsvinde. Noget jeg arbejder meget på er at blive bedre til at være i og arbejde mig igennem mit tankemylder, min frygt eller min irritation. Jeg forsøger hver dag kun at tage det med fra oplevelsen, som jeg føler kan blive noget konstruktivt. Spørg dig selv, hvad det er, du kan tage med dig videre som hjælper dig til at blive en bedre klatrer, og lad så resten ligge," lyder det afslutningsvis fra Primula.


Vi ønsker et stort tillykke med de flotte præstationer til Primula! Og tusind tak fordi vi måtte få indsigt i dine tanker.